Den der om værelset.
Golgotha tog et skridt ind i værelset der omfavnede ham i hede. Han stod lidt som for at suge ind værelset. Han udåndede: "Æsteeeeetiskt". Rummet han stod i faldt på plads: Minimalistiske lænestole samt spiseborde designet af mesterlige håndværkere formede sig på symmetriske nøglepunkter i det rektangulære værelse. Mægtige malerier og fantastiske ruller med de allermest sofistikeret tekster samt billedkunst fra alle mulige verdener i tid og rum, om så de har været eller skulle komme til at være, beklædte de tapetbelagte vægge. I rummets midte, rejst på en pedestal således for at skue over alle de smukke dekor: En marmor gud. Med klokke og dorje i hånden og en fysik som en oliebryder indbød han alle til at komme, og føle begær for vin og for visdom, for det ukendte og for det okkulte.
Salte dråber sved ned ad Golgothas tørre hud. Som han stod der turde han knapt at ånde, i frygt for at forstyrre helligdommen, inkarneret i dette fænomen af et arkitektonisk vidunder. Dog vovede han at gribe efter hans notesbog gemt i hans rygsæk.
Klædt i et hylster af læder gjorde den et venligt varmt "klap" når man lukkede den. Duften af læder var også vigtig, og lod en rar fornemmelse indfinde sig i læserens næsebor. Bogen mindede Golgotha om Biblioteket i Alexandria, og den smukkeste kvinde i verden, Kleopatra.
I sin notesbog dokumenterede han skingert og forvrænget, og vigtigst af alt, forfejlet:
En af malerierne på væggen var af en fugl.
Han faldt om, nåede akkurat at lande på en lænestol.
Fuglen råbte af ham. Som lyn i sten skrev han alt ned hvad den råbte, på en brugt konvolut:
Marmor-guden sad overskrævs på ham, og så ham meget meget dybt i øjnene.
Marmor-guden trykkede Golgotha på brystet. De mægtige marmor-hænder lagde sig på ham som et koldt tæppe, og følelsesløshed spredte sig ud i Golgothas korpus, der på mærkværdigste vis samtidigt svulmede! Marmor-hænderne var tunge og stærke, intet, om han så ville, kunne Golgotha stille op. Ud fra hans bryst voksede nål og tråd og fjer, og sammen omklamrede de ham som reb. Reb der formede en kokon der inducerede en ufrivillig, absurd metamorfose, og forvandlede ham til en purpur-rød pude.
Goltha, før menneske, rejsende i tid og rum. Nu polstret pude i et perfekt værelse.
Salte dråber sved ned ad Golgothas tørre hud. Som han stod der turde han knapt at ånde, i frygt for at forstyrre helligdommen, inkarneret i dette fænomen af et arkitektonisk vidunder. Dog vovede han at gribe efter hans notesbog gemt i hans rygsæk.
Klædt i et hylster af læder gjorde den et venligt varmt "klap" når man lukkede den. Duften af læder var også vigtig, og lod en rar fornemmelse indfinde sig i læserens næsebor. Bogen mindede Golgotha om Biblioteket i Alexandria, og den smukkeste kvinde i verden, Kleopatra.
I sin notesbog dokumenterede han skingert og forvrænget, og vigtigst af alt, forfejlet:
"HOW THE TRIP NEVER STOPS
ON AND ON
IT'S BEYOND INSANE
WHY I SET MYSELF UP
IN A RAGING SEA OF FLAME"
En af malerierne på væggen var af en fugl.
Han faldt om, nåede akkurat at lande på en lænestol.
Fuglen råbte af ham. Som lyn i sten skrev han alt ned hvad den råbte, på en brugt konvolut:
 |
| Det sidste Golgotha skrev før han forsvandt. |
Marmor-guden sad overskrævs på ham, og så ham meget meget dybt i øjnene.
Marmor-guden trykkede Golgotha på brystet. De mægtige marmor-hænder lagde sig på ham som et koldt tæppe, og følelsesløshed spredte sig ud i Golgothas korpus, der på mærkværdigste vis samtidigt svulmede! Marmor-hænderne var tunge og stærke, intet, om han så ville, kunne Golgotha stille op. Ud fra hans bryst voksede nål og tråd og fjer, og sammen omklamrede de ham som reb. Reb der formede en kokon der inducerede en ufrivillig, absurd metamorfose, og forvandlede ham til en purpur-rød pude.
Goltha, før menneske, rejsende i tid og rum. Nu polstret pude i et perfekt værelse.
Kommentarer
Send en kommentar