Rødforskudt Kød ud af Låret

Der var edderkoppespøgelser nede i afløbet, og Bo-Beringer IV ville gerne i karbad. 

Slet ikke vandt til edderkoppespøgelser, var Bo M. Ert lidt usikker på hvordan han skulle føle - når de var levende kunne man jo tage fat i i dem og trække benene af dem så de så fjollede og rundtossede ud.

Der var en skammel af træ malet rød med plastikmaling. På den havde Mor stillet Den Mekaniske Kat Med Onde Øjne. Men Bo Benny-Lava var ikke bange den (for den var ikke rigtigt levende). Bo Stjerneboy skulle have sin telefon i hånden mens han var i bad, og Bo Berliners mor havde sat dem til at vibrere, hvis man gav slip på den, og hvis den vibrerede imens den lå på den rødmadede skammel så ville plastikmalingen falde af.

Nu var Bo Satan Merkurius i varmt karbad. Han var lidt bange for edderkoppespøgelserne, for hans bare numse var lige ved afløbet. Men vandet var varmt, vandet boblede, og Bo Sallingn Solvej lænte sig tilbage. Mobiltelefonen i hånden vibrerede - eller det gjorde den faktisk ikke, men det føltes sådan

--> "ligesom når man har jeans på og man tror man får en notifikation, HÆHÆ" tænkte Bo Kurt Haram, og tog lommekniven fra den plastikmalede rødskammel, og skar hul til, i låret: en lille lomme, horisontalt snit, tilpas stort nok til at han kunne klemme telefonen i hånden derned. Det varme karbad formørkedes, og det var irreterende at han ikke kunne mærke telefonen i hånden; det var som
om der manglede noget. 

Det kildede først bag-i, og så under låret. Bo b. Edre så med ét 1-2-3 edderkoppespøgelser kravle fra undersiden, og op ad hans lår.  En-to-tre kikkede de op på ham med tomme spøgelsesøjne: "vi er dit elektriske barometer", sang de barbarshop i kor, og ein-schwein-drei: ZIP som i én fil, sprang de ind i hans kødlomme på loret. 

Ovre på den blodrøde skammel sang den mekaiske kat sin elektroniske kattejammer godnat: miav-miav.