Ezir-Kara og onde børn fra muslingeslim
"Agnes kom og se hvad jeg har købt!" I favnen havde Olivia en kasse af flamingo. 'Søpindsvin'.
"Hvad er det du har købt mor?" Agnes vidste at de skulle have fisk mindst en gang om ugen, bare fordi. "Ej mor det er jo slet ikke fisk", grinte Agnes. De bar kassen ind på køkkenbordet og åbnede låget så lugten af dybvandskræ infiltrerede den kendte og hjemlige. Straks greb børnefingre naivt fat i en af søpindsvinene: "Av de har jo pigge mor!". "Ja de har pige Agnes".
"Man tager en saks og så åbner man den sådan her" Hun tog en saks og åbnede en af søpindsvinene sådan der. "Og så klipper man den bare op i en cirkel og tager det gule ud og skyller det bagefter. Men husk at tage den sorte string ud af det gule. Og pas nu på fingrene." Olivia og Agnes gjorde således. Olivia smagte på noget af det gule. Det smagte slet ikke godt som hun havde forventet, og hun fik faktisk en svag kvalme. "Agnes gør du det lige færdigt?"
Olivia satte sig ned. Ned på gulvet. Med pen og papir skitserede hun søpindsvin. Indvendigt og udvendigt på et søpindsvin. Det var jo ikke noget rigtigt dyr; søpindsvin er jo ikke rigtige dyr. Hun tænkte det for sig selv. Intet så grotesk kunne være af denne verden.
Stakåndet faldt hun fra hug til på knæ.
Denne organisme, denne sammensætning af absurditeter, er blevet fragtet op fra dybet for at blive nydt - men det er en fælle. En fremmed gud, en mørk gud, stammer den fra. En mørk gud fra dybet, vrede og olmhed inkarneret, har endelig fået adgang til vor verden, for ingen af vore guder havde indset faren fra mørket.
Fra på knæ vold-sprøjtede dunkelsort blæk ud af hendes mund og lod mørke indtage hendes syn!
!!!
Nu og da ser de med længsel op mod lyset fra deres celler hvori de sidder. De sidder dybt i deres sumpede fængsel langt væk fra den landjord hvorpå de blev født som sårbare børn. Fængslet i et skørt land. Og hver nat føler de, også selvom de er så langt væk fra solens stråler, og de ser på hinanden og siger: "Der kommer snart noget mere, det husker elefanterne der bar os til jorden"
"Hvad er det du har købt mor?" Agnes vidste at de skulle have fisk mindst en gang om ugen, bare fordi. "Ej mor det er jo slet ikke fisk", grinte Agnes. De bar kassen ind på køkkenbordet og åbnede låget så lugten af dybvandskræ infiltrerede den kendte og hjemlige. Straks greb børnefingre naivt fat i en af søpindsvinene: "Av de har jo pigge mor!". "Ja de har pige Agnes".
"Man tager en saks og så åbner man den sådan her" Hun tog en saks og åbnede en af søpindsvinene sådan der. "Og så klipper man den bare op i en cirkel og tager det gule ud og skyller det bagefter. Men husk at tage den sorte string ud af det gule. Og pas nu på fingrene." Olivia og Agnes gjorde således. Olivia smagte på noget af det gule. Det smagte slet ikke godt som hun havde forventet, og hun fik faktisk en svag kvalme. "Agnes gør du det lige færdigt?"
Olivia satte sig ned. Ned på gulvet. Med pen og papir skitserede hun søpindsvin. Indvendigt og udvendigt på et søpindsvin. Det var jo ikke noget rigtigt dyr; søpindsvin er jo ikke rigtige dyr. Hun tænkte det for sig selv. Intet så grotesk kunne være af denne verden.
Stakåndet faldt hun fra hug til på knæ.
Denne organisme, denne sammensætning af absurditeter, er blevet fragtet op fra dybet for at blive nydt - men det er en fælle. En fremmed gud, en mørk gud, stammer den fra. En mørk gud fra dybet, vrede og olmhed inkarneret, har endelig fået adgang til vor verden, for ingen af vore guder havde indset faren fra mørket.
Fra på knæ vold-sprøjtede dunkelsort blæk ud af hendes mund og lod mørke indtage hendes syn!
!!!
Nu og da ser de med længsel op mod lyset fra deres celler hvori de sidder. De sidder dybt i deres sumpede fængsel langt væk fra den landjord hvorpå de blev født som sårbare børn. Fængslet i et skørt land. Og hver nat føler de, også selvom de er så langt væk fra solens stråler, og de ser på hinanden og siger: "Der kommer snart noget mere, det husker elefanterne der bar os til jorden"
Kommentarer
Send en kommentar