Ostesnak og radiobukser 牛仔裤，奶酪裤
(???)
Jacobski støtter med venstre hånd sit legeme mod bordet og rækker med højre ud til radioen. Han væmmes over den træthed der hver morgen kvæler,
og endnu mere over kaffen der hjælper. (Ynglings OG-hiphop musikere rapper altid om at søvnen er dødens fætter.)
Radioen vågner. Mennesker ud af den lyder: Først audiofonisk tumult, kakofoni, men da overdøvet af en behersket artikulerende autoritet.
- ,,Jeg kommer her jo faktisk mere og mere, mon ikke det hører til at blive gammel?''
Manden ler
,,Kirken er øksen der kløver sindet. Den er grundlæggende paradoksal når der tillægger mennesket en skyld og en synd det aldrig kan gøre op for, men samtidigt er villig til at tilgive det. Kunne det ikke være godt det samme? V'herre b'vares, jeg er jo også bare en gammel biskop der må tilbage til vinsmagningen. Ak hvem der blot var en tysk munk i et kloster der kunne hygge sig med mørk øl og hygge sig med .. hæhæhe --''
Og sådan blev han ved og ved.
Jacobskis tørst for ord nåede et tidspunkt sin ende. Han satte sig ned. Smurte sig et lækkert brød med smør og postej. I baggrunden: Ulækkert mundlort!
Jacobski vendte sig mod dig. Og kiggede på dig! Så rejste han sig op og tog ud ad døren. I hånden havde han en økse, sådan en man kløver træ med. Vejen gik mod et bryghus, Jacobskis ynglings - han plejede at komme der hver weekend, før han blev træt. Da han nåede vejs ende stod han og kiggede lidt. Hvad var det nu han skulle?
Èn kom listende op til bryghuset (Jacobski betragtede ham), skulede til højre og venstre (men fik ikke øje på Jacobski) for da at luske ind. Ikke mange øjeblikke gik der før den luskende gæst af bryghuset havde syvmile støvler på helt op til hofterne. Bag ham brygfolk: "Hey fister medister du skal betale, man må ikke bare tage tønden på nakken og stikke aaaaf". For luskeren havde en tønde øl på ryggen.
Dette var Jacobskis kald til dåd! Han greb den økse han hidtil kun havde kløvet brænde med, og splittede tyveknægten fra skal til bækken som var han en svinehund.
Kun syrebadsteknikken, hvilket i dansk litteratur for længst er blevet forældet ville kunne beskrive med hvilken intensitet svinehunden blev kløvet med.
Og skøgen skulle dø. Derfor rev Jacobski øksen til sig igen, og svingede brygfolket med sit ganske korpus ud i en uendelig økse-mørke hvor de intet andet kunne erindre end voldsomheden og ostelugten fra en sur mand i jeans.
Jacobski støtter med venstre hånd sit legeme mod bordet og rækker med højre ud til radioen. Han væmmes over den træthed der hver morgen kvæler,
og endnu mere over kaffen der hjælper. (Ynglings OG-hiphop musikere rapper altid om at søvnen er dødens fætter.)
Radioen vågner. Mennesker ud af den lyder: Først audiofonisk tumult, kakofoni, men da overdøvet af en behersket artikulerende autoritet.
- ,,Jeg kommer her jo faktisk mere og mere, mon ikke det hører til at blive gammel?''
Manden ler
,,Kirken er øksen der kløver sindet. Den er grundlæggende paradoksal når der tillægger mennesket en skyld og en synd det aldrig kan gøre op for, men samtidigt er villig til at tilgive det. Kunne det ikke være godt det samme? V'herre b'vares, jeg er jo også bare en gammel biskop der må tilbage til vinsmagningen. Ak hvem der blot var en tysk munk i et kloster der kunne hygge sig med mørk øl og hygge sig med .. hæhæhe --''
Og sådan blev han ved og ved.
Jacobskis tørst for ord nåede et tidspunkt sin ende. Han satte sig ned. Smurte sig et lækkert brød med smør og postej. I baggrunden: Ulækkert mundlort!
Jacobski vendte sig mod dig. Og kiggede på dig! Så rejste han sig op og tog ud ad døren. I hånden havde han en økse, sådan en man kløver træ med. Vejen gik mod et bryghus, Jacobskis ynglings - han plejede at komme der hver weekend, før han blev træt. Da han nåede vejs ende stod han og kiggede lidt. Hvad var det nu han skulle?
Èn kom listende op til bryghuset (Jacobski betragtede ham), skulede til højre og venstre (men fik ikke øje på Jacobski) for da at luske ind. Ikke mange øjeblikke gik der før den luskende gæst af bryghuset havde syvmile støvler på helt op til hofterne. Bag ham brygfolk: "Hey fister medister du skal betale, man må ikke bare tage tønden på nakken og stikke aaaaf". For luskeren havde en tønde øl på ryggen.
Dette var Jacobskis kald til dåd! Han greb den økse han hidtil kun havde kløvet brænde med, og splittede tyveknægten fra skal til bækken som var han en svinehund.
Kun syrebadsteknikken, hvilket i dansk litteratur for længst er blevet forældet ville kunne beskrive med hvilken intensitet svinehunden blev kløvet med.
Og skøgen skulle dø. Derfor rev Jacobski øksen til sig igen, og svingede brygfolket med sit ganske korpus ud i en uendelig økse-mørke hvor de intet andet kunne erindre end voldsomheden og ostelugten fra en sur mand i jeans.
Kommentarer
Send en kommentar