laco pibo (katsekak)
Rød sol på himmel hugger Jon i hjertet. adrenalinkanyle-vågen.
Lejrens rejsende iskoldtvand-i-ansigtet-vågner til en iskold leder, træt af jagten på nogle tabte viser fra gammel tid.
Jon og hans følge stod ved udgravningen af en urgammel ringborg - en af mange udgravninger, og han var af den type der snart blev træt. Bitter var han!
En kold morgen stod Jon op til solopgang. I det fjerne hørte han horn der truttede: "Trut-trut!"
Ud af den selvfølgelige tåge vandrede en bryllupskaravane med syngende og drikkende elvere der sprang og dansede, sang og skreg, elskede og sloges. Men den gik ikke længere for med hånden som stop afveg Jon deres fortryllende sang og vin og kærlighed. "Nix!" Den gik ikke længere, her havde Jon sin udgravning. Forvirrede elvere prøvede, uden held, at overtale Jon til nu at være rimelig. Jon drejede hovedet i et "Nnnnix!"
Og med det tog han fat i det lange svenskergarn på elveren og hev med et enkelt kraftfuldt hiv håret ned mod jorden så huden ritsjede med, og det sprøjtede med blod, og den stakkels elv stod med en torso helt uden skin!!! Dette faldt ikke bryllupskaravanens brud mageligt - hun blev ganske ubehagelig thi hun var en troldkvinde med et iltert temperament.
Den før klare solopgang blev mørklagt af sorte troldskyer. Elverbruden og himmelen tordnede i et: "Fæle fyr, du har vanæret min bryllupskaravane ved at rive skinnet af min fætter! Jeg forbander dit 3-dimensionelle hundeliv! Du vil fra nu af se universet fra et 4-dimensionelt perspektiv: Du vil aldrig finde de tabte viser, Jon! uanset hvilket valg De foretager Dem! Aldrig! Og du er dømt til at observere det i en uendelighed inde i dig selv."
Sådan tordnede hun. Og da hun faldt ned tog hun dansende og klappende videre for at blive gift under den store monolit, inde i elverhøj.
Hvad angår vor Jon var han nu uendelig. (!?)
Lejrens rejsende iskoldtvand-i-ansigtet-vågner til en iskold leder, træt af jagten på nogle tabte viser fra gammel tid.
Jon og hans følge stod ved udgravningen af en urgammel ringborg - en af mange udgravninger, og han var af den type der snart blev træt. Bitter var han!
En kold morgen stod Jon op til solopgang. I det fjerne hørte han horn der truttede: "Trut-trut!"
Ud af den selvfølgelige tåge vandrede en bryllupskaravane med syngende og drikkende elvere der sprang og dansede, sang og skreg, elskede og sloges. Men den gik ikke længere for med hånden som stop afveg Jon deres fortryllende sang og vin og kærlighed. "Nix!" Den gik ikke længere, her havde Jon sin udgravning. Forvirrede elvere prøvede, uden held, at overtale Jon til nu at være rimelig. Jon drejede hovedet i et "Nnnnix!"
Og med det tog han fat i det lange svenskergarn på elveren og hev med et enkelt kraftfuldt hiv håret ned mod jorden så huden ritsjede med, og det sprøjtede med blod, og den stakkels elv stod med en torso helt uden skin!!! Dette faldt ikke bryllupskaravanens brud mageligt - hun blev ganske ubehagelig thi hun var en troldkvinde med et iltert temperament.
Den før klare solopgang blev mørklagt af sorte troldskyer. Elverbruden og himmelen tordnede i et: "Fæle fyr, du har vanæret min bryllupskaravane ved at rive skinnet af min fætter! Jeg forbander dit 3-dimensionelle hundeliv! Du vil fra nu af se universet fra et 4-dimensionelt perspektiv: Du vil aldrig finde de tabte viser, Jon! uanset hvilket valg De foretager Dem! Aldrig! Og du er dømt til at observere det i en uendelighed inde i dig selv."
Sådan tordnede hun. Og da hun faldt ned tog hun dansende og klappende videre for at blive gift under den store monolit, inde i elverhøj.
Hvad angår vor Jon var han nu uendelig. (!?)
Kommentarer
Send en kommentar