Golgotha

Karla rullede, helt nøgen, ned ad den regnvåde gade og lavede cirkler i luften med vandet - ligesom når man cykler hurtigt på en våd vej. Karla var tyk. Meget tyk: Når hun tog sin gule yndlingskjole på, til fester, strammede det omkring hendes svingende triceps - skønt det slet ikke var hensigten. Men hvad kan man gøre? Karla stoppede ved en vandpyt og så ned i den. Hun så sit ansigt, og så gik frysende og våd hjem.

I kaminens flammer var hendes syn en drage der talte til hende. Dragen var mangefarvet og oprejst, som et flag, og talte til Karla alle dens dragehemmeligheder med ildens buldren. Den fortalte hende om oldgammel visdom hugget i sten ved Golgotha: Et menneske i æterisk form svandt ind og ud af den synlige dimension. Personen var aldrig helt sig selv da dets æteriske tvang ham til at være en del af alt, og fylde alt. Ligeledes var alt en del af ham.

Karla tvang sig oprørt og kvalm ud af synet. Hun rejste sig op men i bevægelsen mod loftet følte hun i sit vældige korpus at noget var på færde. Foroverbøjet og hostende trampede Karla ud på toilettet for at ørle al det hun havde set i synet ud. Men intet kom ud. Istedet så hun intet. Sort mørke bredte sig om hende som en himmelhvælvings nat uden stjerner. Uendeligt mørke! Men død syntes hun ikke hun var, for hun kunne føle sig selv over det hele.

Karla var død. Taget af ilden og røgen. Men hvad der før var Hendes krop var nu spredt over hele verden', og var en del af det hele. Hendes sjæl var der - det kunne hun selv mærke i alt mulden og jorden.