Sringara

På elverhøj i den fulde månemands måneskin står der en monolit rejst af de urmennesker vi i dag skelner os fra, der levede i dette land længe før det blev sådan rigtigt behageligt beboeligt. Monolitten står som minde til netværket der bandt urmenneskerne med månen, solen, stjernerne og himmelhvælvingen. Det var et netværk opretholdt af glæden til dem selv og deres stamme, deres familie og venner, og uden denne glæde og kærlighed ville stenene, for der var flere monolitter, spredt ud over hele verden, falde fra sig selv, blive til støv og grus: Som et franskbrød ude i regnen.

Men med månen i nakken er det så virkelig en monolit?

Når urmenneskerne levede nær monolitten fik de stjerner i øjnene; hvad der var nødvendigt for at bringe nyt liv til verdenen. Men det var ikke nogen ufarlig tjans urmenneskerne havde. Stenen stod jo på elverhøj i måneskin. Passer man ikke på henter elverkongen dig ned til evigt gilde i hans elverrige - men det er en anden historie.

Da urmenneskerne efterhånden døde ud, måtte nutidens mennesker tage over. Selvfølgelig er traditionen modificeret: Eksempelvist er vi holdt op med at bruge sten. Træer syntes lettere for os. Stjernerne i øjnene er ikke forsvundet, de kommer igen en gang om året til dans om det lange træ der er livsgivende for os.