Total interessant rimer fra

Poul og Far rodede rundt på loftet og fandt en stor, gammel og støvet bog. Sådan en bog som kommer med et hult dunk hvis man lader den falde eller hvis man lukker den. Bogen hed "Venus' jordmoder." Bogen var håndskrevet i blæk, og sammenlagt af en rigtig gammeldags bogbinder; du ved, sådan en med langt skæg og stiv pik. Far og Poul kiggede nysgerrigt bogen igennem, men Poul nåede aldrig rigtigt at læse særligt meget da Far, svedende, hurtigt bladrede videre. Dag blev til aften, og Mor kaldte til aftensmad. Far svedte stadigtvæk og var helt rødglødende. Han spiste også hurtigere en normalt og spildte alt sin hvide sovs ud over den nye lyserøde dug. Poul anede uråd. Der var noget i gære, tænkte han.

Far råbte at han gik ud i garagen. Poul fulgte efter. Far gik ikke ud i garagen, men fulgte vejen som en ørred under forårs solens livsgivende stråler. De kom til et villahus med flere etager og fransk altan så man lige kan stikke fødderne ud i den varme sommersol. For sommer det var det. Far stod under vinduet, Poul skjult bag en busk. Far råbte op imod altanen, under den fulde måne:

"Å, Olivia, når øjnene dine spejler den fantastiske sølvmåne minder det mig om det silkebløde sand hvori jeg voksede op, og hvor den majestiske mægtige krumsablede måne lyste sig, og spejlede sig i oasens klare mørkeblå vand. Du minder mig om de mægtige dale og oaser jeg beboede hvor jeg hørte de fuldmodne dadler falde til jorden ved et rundt og fint suk alt imens beduinerne sang deres kærligheds sange..."

Således blev Far ved, og da solen stod op kiggede Poul sig omkring, og til hans forskrækkelse så han sig omkring at alt og alle var væk. Han var mutters alene. Og nu går han der i intetheden som en altvidende og dermed intetvidende gud der aldrig ældes. Han har set det hele, og han ved hvad der kommer at ske. Men intet, intet siger jeg dig, kan han gøre ved det.