Fjarlægur draumur fæðist

Med en libido på epo og et flækket hjerte, drog ridderen sig ud på slagmarken for at vise sin slægt frem. Det store spørgsmål var ikke om han skulle løbe eller blive. Hans liv var jo underordnet. I stedet tænkte han over hvorvidt han gad at gøre sig umage for at ramme sin mulige banemand. Ridderen tænkte at han måtte tage sig sammen, for hvad om nogen overlevende havde set ham vanære hans våbenskjold?

En pil havde boret sig igennem hans brynje, og videre ind i ham. Det var sikkert ikke noget alvorligt kunne han mærke, men hvem pokker havde ødelagt hans dyre ringbrynje? Den måtte til reparation den næste dag. Og hjelmen havde også fået en flænge. Eller var det en bule?  Til gengæld havde han fundet et sværd og en kniv og en dolk og et spyd og en bue.

Med lasten fuld af gevinster vendte ridderen hjem. Rejsen var blot en dagsrejse, og da han endelig nåede ind genkendte han det gamle rare varme lys fra kaminen, og gobelinerne på væggene. Men en ting var galt. Der var ingen der genkendte ham. "Hvad var galt?" tænkte han. Han så ned af sig, og opdagede til sin rædsel at han var spøgelse!

"Åh, en stakkel er ham der må indse, at han skal vandre klodens golde jord for evigt.
Åh, en stakkel er ham der aldrig får gud varme ånde at føle, og engelenes syngen at høre.
Åh en stakkel er ham der for evigt må vandre liderlig:
Ham der for evigt smager men aldrig synker.
Ham der for evig er klar til at elskem men aldrig i stand til det.
Ham der oprejst må hugge løs i intet.

Et længselssuk for hjemlængsel til den moderlige jord, den himmelske fader og den [dødsrallen]"