Hun arbejder i pyramiden i aften.

Solen havde netop sænket sine ungdommelige bølger på aftenhimmelen og dag havde modnet til nat. Rune var alene hjemme, men havde inviteret venner og bekendte med hjem for at nyde sommernattens lune sammen med andre menneskedyr. André, Runes bedste ven, havde taget bekendte tøsebørn med hjem til det hjemmelige palads: Inklusiv én Rune havde tænkt på før: Hendes hår var sort som blåbærs marmelade, hendes hud så mellembrunt som gyldent-ristet toast, hendes krop som bygget til at opbevare fremtidige konger, og hendes ansigt som bygget af et par ældgamle guder der netop var blevet enige om at slutte fred og forme en ny jord fyldt med mælk og honning.

Joanna M. hed hun. Rune havde aldrig talt til hende. Han vidste godt hvad han vil sige til hende, indtil at han fik chancen til at sige det til hende: For her stod hun; Joanna. Joanna så Rune i øjnene. De skinnede næsten.
"Hej"
"Hej"
Mere fik han ikke sagt til hende før hun blev revet væk af en veninde. Men det var det bedste i hele verden.
Rune fulgte efter. Truntebørnene havde noget med som lignede små sorte blyanter - blot blødere og mere elastiske. Nu tog de også noget frem der mindede om en blyantspidser. Joanna kaldte ham hen, og bad ham om at spidse den: Ligesom man gør i skolen med sine blyanter og en blyantspidser. de små sorte blyanter faldt fra hinanden da han skrællede dem, og blev til noget lignende det, som kommer når man visker en blyantstreg ud med sit viskelæder: Det der sorte stads som man kan samle sammen og forme. Hun bad ham samle det sammen og forme det som en stang eller en rulle. Det mindede Rune om de joints han havde røget sammen med André. Hun bad ham om at putte den for næsen og fokusere på enden.

Joanna M. kyssede ham på munden: "Fortæl mig hvad du ser når du begynder at halluciner´." Han så kun hende og kunne ikke forklare om det virkede.