Sebastians have

Solen skinnede og børnenes latter gav genlyd ude fra terrassen. Manfred kiggede ud, så dem hoppe på trampolin. Han kiggede tilbage på sin skærm og drak sin lidt-for-lunkne kaffe. Manfred rejste sig op, tog sin beskidte og lugtende undertrøje af. Han skuede mod himlen skønt han var inden for. Han så igennem taget, igennem brædderne og rockwoolen, og kastede sig mod himlen. Lod hjernen koble fra, og lænede sig tilbage. Han faldt ned i et sort hul. Ikke hvad han havde forventet. "Hvor er jeg?" tænkte Manfred.

Han så sig omkring, kunne se et par centimeter frem for sig. En rødligt skær var alt han kunne opfatte. Manfred bøjede sig ned for at mærke underlaget, for at finde ud af hvad han befandt sig i. Hans fingre bemærkede at fundamentet nærmest virkede levende. Det var blødt, varmt og gav efter hvis han prikkede i det. Ganske vidst bemærkede han også en sær dirren da han prikkede i det. Dette kunne umuligt være godt, og han besluttede sig for at finde en udvej. Han gik lidt, så sig omkring. Han bemærkede en svag glød et par hundrede meter væk. Det blev stærkere jo tættere han kom på, og da han stod foran det, så han at gløden formede en ring. Næsten ligesom en kloakrist. Han løftede kloakristen og hoppede ned i et hav af lys.

Manfred så sig omkring i en verden af blomster og sommerfugle. Han bemærkede sommerfuglene og hvordan de kæmpede imod hinanden. Sommerfuglene der var på størrelse med biler åd hinanden levende for at få adgang til blomsterne. Blomsterne var høje som højhuse. Manfred sad i en karret båret af vira der bar ham svævende igennem slagmarken, og indimellem tog en bid af blomsterne der rådnede op i løbet af et par minutter. De faldne sommerfugle der ikke vandt i kampene bestøvede de døde blomster imens de sommerfugle der vandt kampene bestøvede de raske blomster.

Manfred vil hjem